Jeg vil nødigt male fanden på væggen. Men jeg hører ikke synderligt positive tanker omkring det, der foregår i vores u-afdeling pt.
Det er evident, at vores u-trænere forsvinder hurtigere end dug for solen. Hvorfor sker det? Det er noget man taler om.
Vi nedgraderede vores licens graduering ved DBU for et års tid siden. Hvilket blev solgt som et bevidst valg. Reelt set handlede det om vi ikke kunne/kan tiltrække dygtige nok trænere.
Som jeg hører det, er ressourcer ikke noget problem. Men trænere, allerede fra u-12, handler under alt for rigide tanker, og har ingen autonomi.
Alt kommer oppe fra, og folk, der burde vide bedre, siger ikke fra. Der er en række ledere i vor u-afdeling, der måske nok er fagligt kompetente, men som ikke evner at råbe op internt. Og folk omkring u17/19, der har alt for meget at skulle have sagt.
Det koster på rekrutteringen længere nede i systemet.
Tilmed er klubsamarbejdet på vej i den forkerte retning. Der er stor frustration over hvordan det foregår i flere af de større århusianske foreninger.
Tak for at dele din viden,
@Enrico. Jeg tror, grunden til at dit indlæg møder en del modstand er, at de her problemer er en kæmpe mavepuster for alle, og at de strider mod alt det, vi ellers har hørt de sidste år. Hvis det står så slemt til, som du beskriver, så er det potentielt en bombe under klubbens fremtid. Er kulturen så alligevel ikke forandret, og er vi stadig vores egen største fjende pga. vores eget selvbillede og syn på omverdenen? Det er uundgåeligt, at det skaber noget mistro eller i hvert fald noget frygt for, hvad der er op og ned. Fordi vi kommer fra 20 års dårligdom skabt af præcis den her slags problemer.
Men uden at ville så tvivl om din indsigt eller de ting, som du har hørt og oplevet, så er der (heldigvis) også en mulighed for, at du både kan have hørt og oplevet de her ting, OG at det ikke behøver at være et større problem for klubben. For i et kæmpe klubsamarbejde og i en klub med mange ledere og trænere på forskellige niveauer, så vil der uundgåeligt være nogen, der ikke er enige i forskellige valg, eller ikke er tilfredse med deres rolle på et givet tidspunkt. Bliver ens søn sorteret fra, fordi andre spillere er mere lovende, bliver en strategi for hele klubben valgt over udstrakt autonomi for en bestemt træner eller noget helt tredje, så vækker det skuffelser, vrede, modstand osv. Og den slags bliver hurtigt fortalt videre, og så kan en debattør herinde jo nemt høre én version af en episode uden at høre den fulde historie. Jeg kan af gode grunde ikke vide, om det kan være tilfældet for dig, men de brydninger vil jo opstå igen og igen. Og de kan ikke undgås.
For nylig var der der en herinde, der refererede til en nyhed (fra interviewet med Jesper Ørskov) om, at de ældste ungdomshold nu skal spille i samme formation som superligaholdet, og han studsede over, hvorfor det først var nu, at man gik den vej. Altså at det er en positiv ting, at man prøver den tilgang af. Men hvad med de trænere på de hold, som skal udføre den strategi? Hvad hvis de ikke er enige? Hvilken fortælling hører man så, hvis man er ven med en bekendt til den utilfredse træner? Og hvad hvis det samtidig viser sig at være en stor succes? Hvad vil så være op og ned på den episode?
Jeg ville ønske, jeg kendte den fulde historie i de her problemer, du rejser. Og jeg krydser mine fingre krampagtigt for, at både talentudviklingen og klubsamarbejdet er i bedre hænder, end du giver udtryk for.