Jeg synes virkelig der mangler format og noget diversitet i debatten herinde i den seneste rum tid - uagtet om det drejer sig om brugen af pyroteknik, straffe fra DBU eller stemningsboycot. Så jeg forsøger lige med et ‘frisk pust’ fra en person der ikke er kommet i stemningsafsnittet siden det rykkede til B-tribunen.
Jeg synes det er fedt med pyroteknik - og jeg mener grundlæggende, at det både positivt påvirker stemningens intensitet, klubbens evne til at tiltrække nye fans samt det samlede ‘produkt’ i form af tilskuertal på stadion og hjemme i stuerne.
Jeg har det meget svært ved de gradvis stigende straffe for bl.a. pyroteknik, som DBU på det seneste er begyndt at rasle markant med. Der har på intet tidspunkt i løbet af de sidste 5-10 år, hvor stemningsafsnittene på tværs af superligaens stadions gradvist er forøgede, været tilskuerstraffe på dette niveau pga. pyroteknik. Uagtet at de førende forskere på området advarer mod denne strategi, at der er mange positive erfaringer fra Norge med mere lempelige strategi og så videre.
Det er et voldsomt skridt op ad eskaleringstrappen, når dele af stadion også lukkes. Når man ser på dagens budskabsbannere, så virker de alle rettet mod DBU. Når kommentatorerne på TV bliver nødt til at italesætte den kedelige stemning, er det et godt tegn på at det forringer produktet ift. hvad TV-stationerne forventer, som et af bannerne foreskrev.